Der var stor fokus på Rasmus 'Jungleras' Nielsen under årets DM. Ikke kun fordi han var staket til turneringen til trods for, at han egentlig havde trukket sig tilbage fra den store scene, men også fordi det satte gang i spekulationer om, hvorvidt et comeback skulle være på vej.
Det er der dog ikke meget, der tyder på, selvom han nu har givet lidt ekstra benzin på bålet ved at starte et nyt initiativ på pokernet, hvor idéen er at diskutere interessante livehænder med nogle af de store tourchefer.
Første hånd var taget fra WSOPE og stod mellem Chris Moorman og Constant Rijkenberg og affødte en del diskussion. Nu er tiden kommet til en hånd, der nok skal få endnu mere opmærksomhed, nemlig den afgørende hånd ved DM 2011.
Men hvad er meningen med det nye initiativ?
"Det er bare generel nysgerrig. Videreuddannelse eller hvad man kan kalde det. Når man diskuterer hænder bliver mange beslutninger naturligvis meget marginale, og en hånd som den her har jeg allerede diskutteret en del med Borg, og da den stadig pusler i baghovedet søger jeg indspark," fortæller 'Jungleras' til acemag, før han tilføjer:
"Kan også være, det bare er et udtryk for lidt for meget tid for tiden da jeg døjer med en dårlig ryg, hvem ved."
Man skal dog ikke forvente, at det er kanterne der skal slibes til frem imod et comeback.
"Det at analysere, om det er snyd med drengene, Settlers, svar i en quiz eller whatever er noget jeg altid har dyrket - i nogle henseender nok også for meget, så ikke noget nyt i det. Tror bare inspirationen kom fra det seneste DM med en masse hænder og så nogle gode diskussioner med Borg de sidste par søndage," siger Rasmus.
Og generelt er det ikke meget, der er sket i forhold til fremtidsplaner, siden vi sidst snakkede med Rasmus.
Først var der DM og et tilhørende foredrag om turneringspoker, og siden da har den stået på pleje af den dårlige ryg.
Indtil der kommer nyt om Danmarksmesteren fra 2010, kan du se diskussionen og eventuelt give et besyv med her.
Jungleras starter 'videreuddannelse'
Acemag.dk