Aalborg Byret afsagde i dag dom over tidligere formand for Hobro Kortklub, Dan Andersen. Og dommen er klar: Poker om penge er hasardspil.
Dan Andersen skal betale en bøde på 5.000 kroner, og han er stærkt rystet over dommen, da han mener, at han er uskyldig. Dansk Pokerforbund bakker op om den tidligere formand, og dommen blev straks anket.
Dommen kan få kæmpe konsekvenser, hvis den bliver stadfæstet, da den kan kriminalisere en masse mennesker, der jævnligt mødes for at spille poker. I øjeblikket har Dansk Pokerforbund 4.000 medlemmer.
Det er Dansk Casinoforening, der repræsenterer de seks danske casinoer, der har anlagt sagen. Udover Hobro Kortklub er 11 andre danske pokerklubber politianmeldt.
Inden dommen faldt, udtalte Dan Andersen til Nordjyske Stiftstidende:"Jeg bliver dømt af personer, der ikke aner, hvad poker handler om. Poker er et skillgame på linje med skak, backgammon og bridge."
Hovedpersonen mener, at lovgivningen er forældet, idet han kan blive dømt for hasardspil, hvor det maksimalt er muligt at tabe 200 kroner.
"Min svigermor vandt for nylig 1.100 kroner og en kamsteg ved et spil banko. Her er da der tale om hasard, for hun har slet ingen indflydelse på spillet. Jeg synes, der er tale om diskrimination af interesser," siger Dan Andersen.
Ny dansk dom: Poker er hasard!
Acemag.dk