Her er kønt. Her er varmt. Her er kort og godt rart at være! Men der er som bekendt ofte slanger i paradis. Paradise Island på Bahamas er ingen undtagelse. Øen har vist sig at være et sort IT-hul, men efter næsten et døgns forbandelser er der endelig hul igennem!
Ace er til WPT-turneringens PokerStars Caribbean Adventure sammen med over 930 håbefulde pokerhajer, der hver især har lagt $8.000 i potten. Det giver en forventet førstepræmie på langt over 10 millioner kroner, og vi har et par stærke danske kort på hånden.
Martin Wendt klarede som eneste dansker gårdsdagens flight 1A og kunne gå i seng med lidt over dobbelt så mange chips på kontoen - helt præcist 40.800.
I skrivende stund er online-hajen Dazzy kommet godt fra start, og han er kommet for at vinde.
"Min kæreste blev desværre syg aftenen inden vi skulle flyve, så jeg var nødt til at tage afsted alene, og det er meget trist, men så må jeg jo hellere vinde turneringen, så jeg ikke kommer tomhændet hjem", siger Dennis 'Dazzy' Plejdrup med et smil.
Ace er på plads ved Atlantis Resort & Casino, og vil i de kommende dage bringe interviews med de danske spillere og alle de verdensstjerner vi kan opstøve…
Barry Greenstein, Joe Hachem, Chris Moneymaker, Humberto Brenes og mange flere af branchen store kanoner går i hvert fald rundt på gangene som løver i et bur.