Mand på 317 kg vinder WSOP-billet

Online pokersitet jonnytexaspoker.com i England er løbet ind i større problemer end ventet. En af deres spillere, som har vundet en WSOP-satellit på sitet, vejer så meget, at han ikke kan få lov at flyve til Las Vegas.

Det er den 317 kg tunge Barry Austin fra Birmingham, som har vundet turen til Vegas til en værdi af 10.000 £, men fordi han er for tung til at flyve, må pokersitet nu finde andre transportmuligheder.

"Vi har prøvet at booke ham på et fly, men der er ingen chance for at nogen vil tage ham med, så vi har opgivet den del af det. Vi har endda haft forespørgsler ude efter helikoptere for at se, om de kunne klare opgaven.

Nu forsøger vi i stedet at finde et skib til New York, og så må han stige ombord på et tog og køre tværs gennem Amerika. Det er den eneste mulighed," siger Jon Hewston fra pokersitet.

For vinderen selv, som er blevet døbt Storbritanniens fedeste mand af avisen Daily Star, var det altså nemmere at vinde billetten end at komme til Vegas.

"Jeg elsker poker og spiller hver aften. Men jeg havde svært ved at tro det, da jeg kvalificerede mig - det samme havde pokersitet," siger Barry Austin, som nu overvejer at ændre livsstil.

"Jeg overvejer at gå på diæt, for jeg vil virkelig gerne til Las Vegas. Jeg tror dog heller ikke, at jeg er den største person derovre. Nogle af de yankier er kæmpestore," siger Austin til Daily Star.

asd