Den længe omtalte match mellem regerende verdensmester Joe Hachem og den svenske pokerredaktør Ken Lennaárd er nu kommet i stand.
Under den netop forestående EPT Grand Final i Monte Carlo møder de to spillere hinanden i en duel heads up om 10.000 dollars, og vinderen af matchen donerer pengene til velgørenhed.
Ken har tidligere mødt eks. verdensmestrene Chris Moneymaker og Greg Raymer og slået dem begge, og straks efter han havde slået Moneymaker i til EPT'en i København udfordrede han Hachem til duel.
Men Hachem ville kun spille, såfremt begge spillere hostede op med 50.000 dollars, og hvis vinderen donerede pengene til velgørenhed. Hachem ville nemlig ikke, som han udtrykte det, være med til at booste den svenske redaktørs ego i de svenske medier.
Dette blev for meget for Ken Lennaárd, og han ville nu pludselig ikke spille med, hvis han ikke måtte beholde pengene selv. Nu er han altså kommet på bedre tanker, og de to spillere er nået til enighed om at spille om 10.000 dollars.
Og der er tilsyneladende allerede lagt i ovnen forud for mødet.
"Jeg ser frem til at møde Ken. Jeg fik fornøjelsen af at møde ham i København, og han virker som en flink fyr, selv om der er mere filmstjerne end pokerspiller over ham," lyder kommentaren fra Joe Hachem.
Acemag.dk følger naturligvis begivenheden på nærmeste hold, når vi blogger fra Monte Carlo.
Hachem heads up mod svensk redaktør
Acemag.dk