Casino Copenhagen kan nu langt om længe byde sine spillere på endnu mere turneringspoker i kasinoet ude på Amager.
Det sker efter mange måneders sagsbehandling i Justitsministeriet, som nu endelig har givet kasinoet grønt lys til at afholde flere turneringer. Kasinoet har dog ikke fået lov til frit at afholde turneringer som ellers ønsket.
"Vi har dagligt fået lov at afholde op til tre turneringer, og selv om vi ikke er helt tilfredse, er det et stort skridt i den rigtige retning. Lad os nu komme i gang og så se. Umiddelbart tror jeg, vi kommer til at stå med et positivt problem med for stor efterspørgsel på turneringerne," siger marketingschef Erik Jensen fra Casino Copenhagen.
"Fra 13. marts tilbyder vi to daglige Sit 'N' Go 10-mands turneringer. De koster 1000 kroner, bliver afholdt søndag-onsdag og går i gang henholdsvis kl. 20.30 og 23," oplyser Erik Jensen.
Hver torsdag fra 16. marts tilbyder kasinoet nu også en 2500 kroners freezeout turnering med plads til 30 mand. Men første torsdag i hver måned udvides turneringen til 100 deltagere og et buy in på 5000 kroner.
I forhold til tidligere har kasinoet nu også mulighed for at knække større turneringer over i to dage. Det kan blive aktuelt for større turneringer med over 50 deltagere, hvis det viser sig umuligt at afslutte turneringen den første dag.
Casino Cph. klar med poker-offensiv
Acemag.dk