Milliardæren tørrer profferne - indtil videre

Den pokerinteresserede milliardær Andy Beal er godt på vej til at få sin søde hævn over en række udvalgte Vegas-proffer anført af heads up-specialisten Todd Brunson, samt Jennifer Harman og Ted Forrest.

Som tidligere omtalt her på Ace er Andy Beal vendt tilbage til Las Vegas for endnu engang at tage kampen op mod profferne og bevise, at der er noget om snakken: 'Money talks'.

Efter indledende forhandlinger, hvor profferne, der går under navnet The Corporation, kun ville spille med limits på 30.000-60.000 dollars, fik Beal i sidste ende sin vilje, og limits kunne dermed på førstedagen starte på 50.000-100.000 dollars.

High Stakes-spillet, som foregår på Wynn Hotel Casino på The Strip, er efter ønske fra spillerne lukket for pressen, men opbudet af adskillige sikkerhedsfolk fra casinoet har tilsyneladende ikke forhindret oplysninger i at sive ud.

Tørre tæsk til Brunson
Spillet har nu stået på i to dage, og indtil videre tyder forløbet noget overraskende på, at den matematiske teoretiker Andy Beal har læst ordentligt på lektien denne gang og måske kan få skovlen under sine onde ånder fra det første møde. Et møde, der efter sigende kostede ikke så få millioner dollars fra Beal's dybe lommer.

Førstedagen bød nemlig efter sigende på tørre tæsk til Todd Brunson, som ellers var The Corporations mest vindende spiller fra sidste sammenstød med Andy Beal. Milliardæren nåede således ifølge oplysningerne at tømme Brunson for ca. én million dollars.

På andendagen var det først Jennifer Harmans tur til at spille mod Andy Beal. En duel, der gik nogenlunde lige op, efter Harman ellers havde været oppe med en million dollars. Herefter overtog Ted Forrest Harmans stol, og det kostede The Corporation yderligere ca. 250.000 dollars.

Altså indtil videre et plus til Beal på ca. 1.250.000 dollars. Der er stadig tre dage tilbage af dysten og forude venter prominent modstand til Andy Beal. Blandt andet mangler forhenværende verdensmester Johnny Chan at sætte sig i den varme stol, ligesom også Minh Ly og Chau Giang skulle stå klar på sidelinjen.
asd