Kanal 5 søsætter et nyt stort underholdningsprogram: Viva Las Vegas. 10 helt almindelige danskere sendes på en vild tur til verdens førende spilleby. I knap 3 uger skal de 10 deltagere forsøge at få hundredetusinder af dollars til at yngle så meget som muligt. De sidste tilbage kan tage hele gevinsten med hjem til Danmark.
Det er holdet bag Robinson ekspeditionen, produktionsselskabet Strix, som er hyret til at udvikle programmet i samarbejde med Kanal 5. Ambitionen er at lave et tidssvarende program, hvor den øde ø, de mørke nætter og sulte-kuren er udskiftet med byens lys, overflod og ta’-selv-borde 24 timer i døgnet. Men det bliver ikke kun fest og farver for deltagerne. Spiller man ikke sine kort rigtigt - både ved spillebordene og i det psykologiske spil med de andre deltagere - kan man risikere at skulle spendere en del af opholdet på Las Vegas skyggeside.
"Viva Las Vegas er en vigtig satsning for os. Sammen med blandt andet Danmarks Klogeste Barn 2006 og Gay Army skal Viva Las Vegas være med til at cementere Kanal 5 som en bred underholdningskanal" siger programchef Martin Dalgaard.
Castingen til Viva Las Vegas er netop sat i gang, og på Kanal 5 forventer man, at mange vil forsøge at komme med på turen: "Danskerne er spilleglade. Og det er både dem, der kan lide at spille lotto, dem der spiller kort på nettet og dem, der elsker Uno med ungerne, vi vil sende af sted. Jeg tror, mange vil synes, at det er sjovt at bruge nogle uger på et celebert Casino-Hotel i Las Vegas og spille for Kanal 5s penge - og så vil en af dem jo også tage en betydelig gevinst med hjem ", fortæller Maria Thastum, underholdningschef på Kanal 5.
Under optagelserne til programmet kommer deltagerne til at dyste i forskellige slags spil, og derudover vil de blive præsenteret for udfordrende dilemmaer, hvor hurtige beslutninger og evnen til at improvisere kan give ekstra gevinster. For at komme i betragtning skal man være fyldt 21 år, og man skal kunne tage fri 2-3 uger i marts. Til gengæld er spille-erfaring ikke en forudsætning for at medvirke.
Interesserede kan melde sig på www.kanal5.dk