Alt tyder på, at den største pokerturnering i Danmark nogensinde bliver udsolgt.
På Casino Copenhagen melder poker manager Erik Jensen om næsten fuldt hus til EPT Scandinavian Open 19-21 januar. Indtil videre har 230 personer lagt de 30.000 kroner, der koster at deltage i turneringen.
”Ja meget tyder på, at vi får helt fyldt op, og selvom om deltagerantallet er fordoblet i forhold til sidste år, er jeg ikke dybt overrasket,” siger Erik Jensen til acemag.dk.
Deltagerantallet er steget fra 150 sidste år til 300 i år. Samtidig har prisen også fået et nyk opad. Sidste år kostede det 20.000 kroner at deltage. I år er prisen 30.000 kroner. Det har selvfølgelig også en indvirkning på præmiepuljen, der i alt er på 8.3 millioner kroner, med 3.1 millioner til vinderen. Sidste år måtte Noah Boeken ’nøjes’ med godt en million.
”Erfaringer fra sidste år viste, at vi uden problemer kunne sælge 150 pladser. Derfor er deltagerantallet i år sat meget realistisk,” siger Erik Jensen.
Hos PokerStars, der er hovedsponsor for EPT, glæder man sig også til den store danske event.
”Vi har tegnet os for 25% af pladserne, som vores brugere er i fuld gang med at spille om i øjeblikket. Status lige nu er, at seks danskere har kvalificeret sig, men vi regner med at det tal vokser,” siger PokerStars talsmand i Danmark, Jacob Leslie, der også lover, at vi vil se to verdensmestre, nemlig den nuværende Joe Hachem og champen fra 2003 Chris Moneymaker.